Når et barn udsættes for traumatiske oplevelser i barndommen sætter det sig angiveligt fysiske spor i hjernen. Ny forskning fra Harvard Medical School viser, hvordan forskellige slags oplevelser i barndommen kan påvirke hukommelseshjernen, sprogets udvikling og vores empatiske medfølelse. 

Når hukommelseshjernen svigter 

Omsorgssvigt af særligt drenge på 1. klassetrin kan f.eks. resultere i en betydelig forringelse af hippocampus, også kaldet hukommelseshjernen. Samtidig kan udefrakommende påvirkning af hjernen i børn og unges udviklingsår føre til alvorlige psykiske lidelser i deres senere voksne tilværelse.

I dag er psykiske lidelser som angst og depression langt hyppigere end de var for 50 år siden. En del af grunden til dette kan være udviklingen af et risikofyldt samfund, hvor familietraditioner, social arv og ikke mindst solidaritet fylder mindre og mindre. Det mener bl.a. professor i psykologi Bo Møhl fra Aalborg Universitet. Men hvor meget af vores opmærksomhed bør vi rette mod samfundets ændrede strukturer i forskningen af psykiske lidelser? Måske vi skulle sætte større fokus på, hvordan de læringsmiljøer som de udsatte børn udvikler sig i påvirker deres hjerner i de år, hvor den er allermest skrøbelig og påvirkelig?

Er svigt i barndommen grunden til stigningen i psykiske sygdomme?

Professor Martin Teicher fra Harvard Universitet forklarer, at svigt i opvæksten faktisk er den største forebyggelige risikofaktor for psykiske sygdomme. Ifølge hans forskning spiller svigt i barndommen en rolle hos halvdelen af alle depressionsramte. Udover alvorlige psykiske lidelser kan børnesvigt også resultere i en nedsat evne til læring og brug af personlige kompetencer.

Læs også: HVORDAN KONKURRERER ET MENNESKE MOD ROBOTTERNE?

Konsekvensen af overgreb af især verbal karakter af børn i den tidlige teenagealder kan føre til en dårlig udvikling af corpus callosum, hjernebjælken. Børn der har været udsat for verbale overgreb i udviklingsårene risikerer således at skulle leve med en betydeligt tyndere og mindre udviklet hjernebjælke end andre børn. Den fulde betydning af det er ikke kendt endnu, men de udsatte børn vil sandsynligt have sværere ved at lære at udvikle deres sproglige kompetencer. Derudover kan børn med CCA, dvs. ”manglende udvikling af corpus callosum“, have svært ved at lære at anvende kreativitet og problemløsningsteknikker. De kan have en reduceret evne til at føle empati, aflæse andres kropssprog og forstå konsekvenserne af egne handlinger.

Læs også: ER VORES BØRN MINDRE ROBUSTE END OS?

Hvordan vi taler til små børn kan altså være med til at afgøre, om deres hjerner bliver i stand til at lære de ting, der skal til for, at de kan klare sig godt i vores samfund

Hvis det virkelig forholder sig sådan, kan det jo være en kæmpe barriere for mange mennesker. I det 21. århundrede er betydningen af en sund udvikling af vores kommunikative kompetencer og kreativitet langt større i dag end tidligere. Vi skal kunne kommunikere via mange forskellige teknologiske platforme uden muligheden for at kunne aflæse kropssprog og mærke hinanden. Vi skal kunne kommunikere på tværs af mange kulturer med hver deres måde at være sammen på. Vi skal kunne påvirke andre og overbevise andre på nye måder. De der ikke behersker dette, får det svært.

Virksomheden MILIFE, som arbejder for, at sociale færdigheder kommer på programmet i folkeskolerne fremhæver, hvordan hensigtsmæssig brug af specielt kropssproget er en helt afgørende kompetence i vores aktuelle samfund. Alle børn og unge bør lære konkret, hvordan de kommunikerer bedst muligt.
Nogle børn er dog meget sværere stillet end andre i den proces, og det er vigtigt at såvel lærere som forældre, har fokus på dette.

X

Kilder; Harvard University: Child abuse disrupts brain formation: 2012 og 2017, Kristeligt Dagblad: barndommens svigt kan spores i hjernen: 2018