Hvad er prisen for at have et skolesystem, der fokuserer så meget på målinger og evalueringer, som vores gør? Vi kender den ikke helt endnu, men flere forskere og praktikere er bekymrede for konsekvenserne af en udpræget præstationskultur.
Elever er hele tiden tilstede i fremtiden. I det marked de senere skal træde ind i, ikke i den læring de er i. I hvert fald kun resultaterne fra læringen. Det producerer kampklare konkurrencestatssoldater, som måske kan gå ret, men som hverken er kreative eller dygtige. I hvert fald ikke i det lange løb.
Skal vi have mere målstyring eller mere dannelse?
Steen Beck, Lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet ser hverken digitalisering eller afklaring af det 21. århundredes kompetencer som de største udfordringer i nutidens uddannelsessamfund. Det er børnenes og de unges motivation – eller mangel på samme – vi skal bekymre os om. Hvordan får vi begejstringen for at lære frem i eleverne? Beck understreger først og fremmest, at det præstationsprægede karakterræs skal have en hård opbremsning, før udfordringen kan takles.
’Vi får simpelthen nogle elever ud af det, som ikke synes, det er sjovt eller interessant at blive klogere. I stedet får vi nogle meget instrumentelt tænkende mennesker, som egentlig ikke egner sig til det samfund, de går ind’.
Læs også: ER DU FANGET I ET FASTLÅST MINDSET? FLYT DET TIL ET UDVIKLENDE MED DISSE 4 METODER
Al viden er relativ
Selvom nogle skoler begynder at indføre karakterfrie perioder og i en vis udstrækning anvender formativ evaluering [‘fremadrettet evaluering’, som bl.a. er feedback med henblik på handling, træning og forbedring], ser man ofte, at mange elever hellere bare vil have en karakter. Det er den, de kan – og skal – bruge til noget.
Al viden er relativ i forhold til, hvad den skal bruges til i fremtiden. Ikke hvad den skal bruges til nu, men hvad den skal bruges til om to år, når eleverne skal vælge ungdomsuddannelse. Og igen nogle år senere, hvis de skal søge ind på en videregående uddannelse. Der er der endelig fokus på, hvordan de kan bruge deres viden til at præsentere det mest imponerende CV, der kan vinde arbejdsgiverens opmærksomhed over konkurrenterne.
Beck påpeger, at man ikke skal ’skyde skylden’ på de præstationsfokuserede unge, når man taler om motivationsproblemet:
’Man kan man sige, at de har taget en eller anden konkurrence- eller stress-kode på sig som voksensamfundet har et kæmpestort ansvar for, er blevet installeret i dem.’
Vi taler meget om livsduelighed, men hvad er det, vi skal være duelige til i livet?
Det er et vigtigt spørgsmål, som vi ofte glemmer i mellemregningerne af analysen.
Politikerne er i de senere år blevet uhyre optaget af, hvilket skolesystem Danmark skal have og implicit dermed, hvilket skolesystem, der vil stille Danmark stærkest i den globale markedskonkurrence. Uddannelsespolitik er stille og roligt blevet til beskæftigelsespolitik.
Hvor skolens undervisning før i tiden noget forenklet handlede om at lære om de gamle grækere, kristendommen og grundlæggende færdigheder i dansk og regning – det mor og far kunne – har denne i løbet af de seneste 150 år gennemgået en massiv aftraditionalisering. Især efter den kulturelle frisættelse i 70’erne blev formålet med skolen mere at skabe blomstrende nysgerrige mennesker. Mennesker, der ville og kunne være del af et demokratisk fællesskab. Den traditionelle autoritære ekspertlærer skulle aflives og fokus skulle flyttes til undersøgende projektarbejde og induktiv undervisning.
Ifølge mange politikere er den proces langt fra færdig. Vi skal blive endnu skarpere i vores arbejde med at forme mennesker, der passer perfekt til et konkurrencestærkt arbejdsmarked. Fra midten af 1990’erne og til i dag har det været en markedsorienteret tilgang til uddannelse, der dominerer det uddannelsespolitiske klima. Det demokratiske fællesskab er blevet til et markedsfællesskab. Et fællesskab, som vi ikke får (en større eller mindre) rolle i, før vi har en tilstedeværelse i erhvervslivet.
Men når erhvervssamfundet ændrer sig hele tiden, får uddannelsessystemets ’aftraditionalisering’ heller aldrig en ende.
Læreren skal have sit ansigt tilbage!
I følge Steen Beck er det nu, at ’aftraditionaliseringsfesten’ skal stoppe. Vi er nødt til at afslutte søgningen efter, hvilke kompetencer der er allermest moderne og tidssvarende. Vi skal i stedet til at ’post-aftraditionalisere’. Beck forenkler den ellers lidt abstrakte pædagogvidenskabelig vending således:
’Vi skal ikke tilbage til ”de dumme gamle dage”. Vi skal heller ikke bare fortsætte med mere aftraditionalisering. Vi skal hen til det, som kommer efter. De ’aftraditionalister’, der går så langt som at sige, at om 20 år er al den viden, som vi underviser i dag ligegyldig, kan jeg ikke tage seriøst. For mig virker det helt banalt dumt.’
Læreren skal ikke forsvinde ind i en eller anden konsulentrolle, hvis eneste formål er at facilitere en proces, hvor eleverne selv skal søge den viden, de skal bruge her og nu. Den lærerrolle, der er brug for, er et stærkt og mærkbart menneske, der kan formå at tænde en ild i eleverne. En ild for det de skal lære, ikke for de præstationer som de måske skal fremvise om to, tre eller fem år.
’Det er ikke fordi, at jeg ikke synes det er fornuftigt at gøre sig betragtninger om, hvad man gerne vil, når man bliver stor. Men der et eller andet nu – undervisningens nu – der skrumper ind.’
Læs også: SÅDAN VENDER DU NEGATIVE FØLELSER PÅ ARBEJDET- OG ØGER DIN LIVSGLÆDE I HVERDAGEN
Hvad er løsningen på motivationsproblematikken?
’Hvis vi begynder at diskutere, hvad god undervisning er i stedet for at tage udgangspunkt i politiske ønsker for dit og dat, vil det være en god start’, fastslår Steen Beck.
’Vi kan politisk være uenige om budgetallokeringer og skattetakster, men vi bliver nødt at komme tættere på en samlet forståelse for det menneskesyn, vi vil diskutere uddannelse ud fra. Hvad er det, vi mener med livsduelighed? Det er fra den aktuelle uddannelsesdebat helt tydeligt, at mange politikere tror, at den såkaldte ’konkurrencestatspædagogik’ vil sikre god og effektiv arbejdskraft for Danmark. Selvom man skulle tro, at de ville tage det høje antal af stressramte unge som et eller andet form for faretegn.
Tilhængere af konkurrencestatspædagogikken tror, at man kan kigge ind i glaskulen og forudse, hvad der giver god arbejdskraft. Men måske bygger god pædagogik i virkeligheden på modet til at lade den glaskugle ligge, og blive i nuet.
Vi er inde i en farlig udvikling, der ifølge Steen Beck kun vil fortsætte, hvis ikke vi gør noget ved den. Vi skal skal begynde at tale om, hvilken lærere og hvilket læringsrum børnene og de unge egentlig har brug. Og ikke mindst, hvilke kompetencer, der bidrager til, at de kan mestre livet – både nu og fremtiden.
X
Kilder: Altinget; Lærer: Konkurrencestatspædagogik bør ikke dominere skolepolitik; 2016, Folkeskolen; Ødelægger konkurrencestaten Danskfaget og hele folkeskolen?; 2013, Information; Unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten; 2014, Interview med Steen Beck, Lektor i uddannelsesvidenskab ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet; d. 06.04.18, Steen Beck i Gymnasie Skolen; Hen imod en socio-eksistentiel forståelse af undervisning og læring; 2017.
