Er du fanget i et fastlåst mindset? Flyt det til et udviklende med disse 4 metoder

’Mindset udvikling’ har været et af de helt store pædagogiske buzzwords de seneste par år. At have et såkaldt udviklende frem for et fastlåst mindset er alfa og omega for, at børn kan lære på en nysgerrig og konstruktiv måde. En måde, hvor de ikke lader sig slå ud af nederlag og omvendt tror på, at der altid er mange forskellige løsninger. Sagt med et klassisk udtryk; de skal se glasset halvt fyldt frem for halvt tomt.

Siden den amerikanske professor i psykologi fra Stanford University Carol Dweck for 30 år siden lancerede teorien om det udviklende versus det fastlåste mindset har den ene teori efter den anden forsøgt at kortlægge, hvordan lærere kan fremme et udviklende mindset hos deres elever.

Samtidig har der været overraskende lidt fokus på, hvad forældrenes rolle er i udviklingen af deres børns mindset. På trods af, at research viser, at forældrenes mindset direkte påvirker deres børns evne til at lære. Specifikt har man linket forældres indstilling til det at fejle til børns mindset udvikling.

Mindset udvikling

Mindset udvikling for dig selv – og dine børn

Tidligere har man tænkt mindset udvikling som noget, der kun har relevans i udviklingsårene, altså i børneårene. For små børn ’ved’, at øvelse gør mester. Børn erfarer, at selvom de måske fejler en, to eller ti gange, skal de nok lykkedes. Enten ved at prøve nye metoder eller gennem vedholdende træning og øvelse. Den evne har mange voksne mistet, fordi forældre (og lærere) har fortalt os på mange måder, at vi ikke må begå fejl. Et fastlåst mindset kan altså blive en konsekvens af, at omverdenen fortæller børn, at de ikke må begå fejl.

I dag beskæftiger forskningen sig imidlertid mindst lige så meget med voksnes evne til at udvikle deres mindset. Både fordi voksnes mindset påvirker deres børns, men også fordi man nu ved, at hjernens plasticitet varer hele livet. Der er derfor ingen grund til, at voksne går glip af at lære nye kompetencer.

Mange voksne med et fastlåst mindset vil kunne genkende tanken: ’Bare mine kollegaer ikke gennemskuer, at jeg ikke kan alt det, jeg siger, jeg kan.’ Frygten for at blive gennemskuet hænger sammen med frygten for at begå fejl og dermed ikke at være god nok. Denne frygt grundlægges i barndommen og er ufatteligt hæmmende for mange – voksne som børn. Det triste er, at forældres egen indstilling til at lave fejl også kommer til at præge deres børns indstilling til deres evner og formåen.
Forældres såkaldte ’fejle-mindset’ fortæller, om de ser fejl som noget, der lægger op til læring og udvikling, eller som noget der betyder, at man ikke er god nok. For nogle kan det derfor være direkte angstprovokerende at se deres børn fejle.

4 simple metoder til at løsne op i dit fastlåste mindset
– og ikke mindst fremme dine børns mindset udvikling.

’Tænk at have Edward Einsteins IQ. Eller at være sådan en, der kan udregne avancerede ligninger uden en lommeregner. Eller at kunne lære at tale flydende spansk på et halvt år. Tænk, hvad man ville kunne udrette, hvis man havde en IQ på 145.’

Selv om en geni-IQ på over 140 bestemt ikke skal ses som normalen, stammer de ovenstående indstillinger altså fra et fastlåst mindset. Research viser tydeligt, at intelligens ikke kun er noget, vi er født med. Det er noget, vi udvikler. Ting vi ikke er så gode til, er ofte et resultat af, at nogle har fortalt os, at vi ikke er gode til dem – og det har vores hjerner valgt at tro på.

Så vi må lære at fortælle vores hjerner, at vi er gode til dem. Hvis vi vil!

Der er flere metoder til at få vores stædige hjerner til at tilslutte sig denne overbevisning:

1. Lær som var du et barn igen

Bliv en ’nysgerrig elev’. Prøv at gå ud i verden med et barns forunderlige indstilling til tilværelsen. Bliv overrasket over, at tingene er, som de er og stil en masse spørgsmål. Et fastlåst mindset bunder i fastlåste overbevisninger. Overbevisninger, som du har taget med dig fra barndommen, samfundet og kulturen omkring dig, og som du aldrig har stillet spørgsmålstegn ved.
Nogle af disse indgroede overbevisninger er gode: som, at du skal rejse dig du for de ældre og gravide i bussen. Men andre overbevisninger skal du begynde at stille spørgsmålstegn ved. I hvert fald, hvis du vil udvikle dit mindset.

2. Lad dig inspirere af andre

Begynd at se kollegaers og venners succes som inspiration til nye muligheder, du selv kan opnå frem for at se dem som spejlinger af muligheder, du ikke kan.

Mennesker med et udviklende mindset hæfter sig ved løsningsmetoderne for andres succes og gemmer dem i deres eget ’løsningsbibliotek’. På den måde udvider de hele tiden deres ideer om udviklingsfremmende måder at løse nye udfordringer på.

3. Glem udtrykket: jeg giver op

Den bedste ingrediens til et udviklende mindset er at opdage, at du kan mestre en ting, du aldrig troede, du kunne. Begynd med en mindre ting, du altid gerne har ville lære. Som f.eks. lidt grundlæggende programmeringssprog. Måske ikke kinesisk.

Det sker selvfølgelig ikke uden vedholdenhed og optimisme. At give op er et udtryk du skal glemme. Hvis du alligevel støder på det, så skub det ud af hovedet. Find en anden sætning der giver dig energi og motivation til at fortsætte.

Ved hele tiden at opdage, at din indsats, din kreativitet og vedholdenhed betyder, at du kan mestre opgaver, du før ikke troede du kunne, styrker du dit udviklende mindset. Et mindset, der kan gøre den store opgave; at lære kinesisk til et realistisk projekt.

Mindset udvikling

4. Lær at elske dine fejl

Mennesker med et fastlåst mindset vil ofte modstå at kaste sig ud i nye opgaver, fordi de er bange for at fremstå som en fiasko foran andre. Hvis der er mennesker omkring dig, der tænker, at det at fejle er en fiasko har de et fastlåst mindset. Det betyder ikke, at du skal have det.

Det er vigtigt at vide, at vi faktisk lærer mere, når vi laver fejl. Når vi gør det, vi plejer at gøre, sker der ingen ny læring. Der opstår ikke nye forbindelser mellem hjernecellerne og hjernen stagnerer. Med fejl skal vi tænke anderledes for at finde nye løsninger. Det skaber ny læring.

Se på de mest succesrige mennesker, du kender. De har helt sikkert lavet masser af fejl, de har kæmpet og oplevet modstand. Nogle er givetvist blevet oplevet som en fiasko. Men de har formået at opretholde deres motivation og troen på sig selv på trods af udfordringerne ved at have den rette indstilling; et udviklende mindset. Ikke ved at tilslutte sig de mennesker, der ikke troede de kunne.

Intelligens er altså ikke statisk, men formbar og ligesom med så meget andet: hvis du tror på det bliver det sandt.

X

Kilder: Character Lab: Growth Mindset, EMU: Et Nyt Blik på Intelligens, Growth Mindset: Practical Tips You May Not Have Tried Yet, INC: Shift To A Growth Mindset With These 8 Powerful Strategies: 2016, H, Kyla and D, Carol S: Parents’ Views of Failure Predict Children’s Fixed and Growth Intelligence Mind-Sets: 2016, Do You Have A Growth Mindset?, Mindset Online: How Can You Change From A Fixed Mindset To a Growth Mindset, Mindset Work: Dr. Dweck’s Discovery Of Fixed And Growth Mindsets Have Shaped Our Understanding Of Learning, The Guardian: Growth Mindset: Practical Tips You May Not Have Tried Yet: 2017, TinyBuddha – Adopt a Growth Mindset and Stop Fearing Criticism and Failure

Facebooktwitterpinterestlinkedinmail