Der er klare tegn på, at mange unge påvirkes af at have manglende sociale kompetencer, når de starter på gymnasiet. De unge er ikke tilstrækkeligt trænet i at kende deres egne styrker, mål og drømme. Deres manglende sociale kompetencer gør det sværere for dem at håndtere det sociale og faglige pres, de mødes af i gymnasiet.

Denne observation bliver særligt bekymrende, da det nu er kommet frem, at et chokerende højt antal gymnasieelever føler sig for stressede. Det viser den nyeste nationale sundhedsprofil udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Syddansk Universitet. Hver 3. pige i gymnasiet har således et alt for højt stressniveau. Hvis man fandt dette stressniveau hos en fuldtidsansat voksen – med et job under acceptable arbejdsforhold – ville det ofte resultere i sygemelding og psykologbehandling. Sådan er realiteten dog desværre ikke hos de stressede gymnasieelever. De går ofte rundt med deres stress og usikkerhed alene.

Gymnasiet er både en social og faglig præstationskamp

I gymnasieårene er mange elever en del af en konstant faglig og social præstationskamp, hvor det eneste acceptable bliver ”rene” 12-taller og en post som formand i festudvalget. Forventningerne til, hvad der er acceptabelt kommer i høj grad fra eleverne selv. Men de bekræftes også af en uddannelsesinflation og af sociale og kulturelle ritualer. Ritualer som får de unge til at føle, at deres præstationer i gymnasiet, både fagligt og socialt, afspejler deres mulige succes i resten af livet. Forventningerne om faglig brillans og social overlegenhed, der for mange i forvejen er urealistiske, bliver først helt umulige at imødekomme, hvis de bare for et øjeblik holder en pause.

Måske kan en del af forklaringen være, at det sociale pres stresser ligeså meget som det faglige. Mange begynder i gymnasiet med manglende sociale kompetencer, fordi de i folkeskolen har lært, at de kun anerkendes gennem faglige, håndterbare præstationer. Disse manglende sociale kompetencer resulterer i, at de unge i gymnasiet oplever de sociale ”krav” ligeså intense som de faglige. Gymnasieårene er blevet til en 3 år lang ’audition’ for, hvilket liv de unge ender med. Et 4-tal i matematik betyder ikke længere bare, at matematik ikke er ens stærkeste faglighed, men at man er et 4-tal.

Manglende sociale kompetencer

Manglende sociale kompetencer betyder her ikke, at de unge ikke kan begå sig socialt, have mange venner og gå i det ’rigtige’ tøj. Det betyder, at de ikke har lært deres personlige jeg, deres styrker og deres ikke-præstationsafhængige egenskaber tilstrækkeligt at kende. I skolen er der ikke fokus på at lære de unge at være empatiske, at arbejde sammen og at løse konflikter.

De unges personlige jeg bliver en flydende substans, som primært får betydning gennem deres faglige jeg. Selvom mange unge ikke har interesse i at læse medicin eller international business på CBS, som kræver tæt på rene 12-taller at komme ind på, føler de sig stadig ligeså medrevet i karakterræset.

Læs også: ER VORES BØRN MINDRE ROBUSTE END OS?

De unge skal forberedes bedre på kulturelle og sociale udfordringer

At de unge har manglende sociale kompetencer betyder ikke, at der er kompetencer som eleverne ”burde have udviklet” på egen hånd. Det betyder, at der er kompetencer de ikke har lært tilstrækkeligt at mestre i skolen.

Men social og personlig læring vælger skoler ikke at anvende mange ressourcer på. Selvom der med den understøttende undervisning faktisk er flere timer ugentligt til rådighed. De timer kunne være oplagte at bruge til undervisning i personlig og social kompetenceudvikling. Vi kunne kalde det dannelse og uddannelse i livsduelighed og livsmestring.

Gry Lindenhoff, som er lærer i mellemtrinet i Svendborg kommune, har i nogle år arbejdet med faget ’MILIFE’, som netop er sådan et initiativ. I MILIFE faget lærer børnene at kende sig selv og samtidig opnår de en større bevidsthed om, hvad der er vigtigt for dem og hvordan de gebærder sig sammen med andre.

’Fokus er på at undervise børnene i at kende sig selv. Både individuelt og som en del af fællesskaber af andre mennesker. Det vil sige, at samtidig med, at de bliver bevidste om deres egne styrker og svagheder, bliver de også mere bevidste om hinanden. De lærer, at de ofte ikke er alene med deres bekymringer og præstationsangst. En forståelse som de især i gymnasiet, hvor presset stiger gevaldigt, kan have stor gavn af. Følelsen af konstant at skulle fremstå populær og klog og at skulle fremvise et selvsikkert og succesfyldt ydre, som mange unge i gymnasiet dagligt møder, betyder, at de ofte føler sig alene med deres udforinger.’

Selvom det nu viser sig, at over halvdelen af dem har det på samme måde.

Dette bekymrende paradoks prøver Gry Lindenhoff at komme helt væk fra i MILIFE undervisningen. Det går hun ved at gøre eleverne mindre fokuseret på at være præstationsafhængigt-perfekte individer. I stedet skal de forstå, at de er individuelle mennesker, som hverken bliver mindre eller mere værd om de får 12 eller 4.
’Det er en måde at undervise på, der bevæger sig helt væk fra elevernes ”karakter-jeg” og i stedet hen imod hvem de er som menneske. Den proces kan for mange opleves som en grænseoverskridende og nogle gange også blottende proces. Derfor er det en god ide at introducere MILIFE eller lignende undervisningskoncepter til eleverne allerede på 4., 5. eller 6. klassetrin, hvor de er mere modtagelige overfor nye læringsstrategier.’

Forældrene skal mere på banen

Ifølge Gry kan man som næste skridt begynde at fokusere mere på forældrene. Det behov, der er i skolen for at ændre forestillingen om, at karaktererne og de faglige præstationer er lig med elevernes personlige jeg, eksisterer også ofte på hjemmefronten. Forældrene skal ligeledes hjælpe børnene med at se, at de er personer med værdier, historier og drømme. Drømme som ikke behøver at have noget med skolen at gøre overhovedet. Det bliver svært, hvis forældrene kun roser børnene for deres målbare succeshistorier. F.eks. at de får 12 i matematik.

Det skal på den politiske agenda

Gymnasiernes bekymrende 12-tals kultur, og elevernes medfølgende høje stressniveau, er også kommet på den politiske agenda. Ifølge undervisningsminister Merete Riisager giver forældrene simpelthen for meget ’slip’ på børnene, når de starter i gymnasiet. At give slip og lade de unge få ansvar er selvfølgelig en vigtig proces i de år. Men når forældrene pludselig bakker ud og ikke spørger lige så meget ind til de udfordringer, muligheder og konsekvenser, der følger med skolegangen kan eleverne godt føle sig meget alene med deres tanker.

Læs også: VIL GHETTO-UDSPILLETS FOLKESKOLEINITIATIVER REELT GØRE DEN ØNSKEDE FORSKEL FOR PARALLELSAMFUNDET?

Hvor meget skal vi som forældre give ’slip’?

Måske antager forældre, at deres unge i gymnasiet bygger nye relationer, som de kan betro sig deres bekymringer med. Og det gør de selvfølgelig også. Problemet er bare, at de overfor disse nye relationer konstant føler, at de skal fremstå som bekymringsfrie og evigt sociale individer. Springet fra folkeskolen til gymnasiet bliver ofte undervurderet. Især det sociale spring. At være succesfuld socialt er ligesom at være succesfuld fagligt, noget der skal arbejdes for, og som man skal øve sig på. At det bare kommer naturligt for eleverne er en farlig myte. En myte der skal ophøre, så elevernes sociale læring kan komme ligeså meget på dagsordenen som deres faglige. Så de ikke længere kommer til at positionere sig selv lig med det tal, der står på deres eksamensbeviser.

X

Kilder DR: Hver tredje gymnasieelev føler ofte stress: det perfekte er blevet normalt: 2018, Information: Gymnasieelever er ligeså stressede som de 20 pct. mest stressede voksne: 2018, Interview med MILIFE underviser Gry Lindenhoff: d. 14.02.18, Politikken: Gymnasieelev: Vi slider os med kronisk ondt i maven: 2018, Politikken: Det sociale pres på unge i gymnasiet er blevet for stort: 2018, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen: den nationale sundhedsprofil: 2017, Videnskab: Derfor bliver flere unge stressede: 2018.